En af de mest almindelige fejl, som udenlandske ejendomsejere i Spanien begår, er at antage, at et testamente underskrevet i deres hjemland er tilstrækkeligt til at håndtere spanske aktiver. Selvom et udenlandsk testamente kan være juridisk gyldigt, medfører det ofte forsinkelser, ekstra omkostninger og unødvendige komplikationer for arvingerne, hvis man udelukkende forlader sig på det. Arv inden for Den Europæiske Union er i vid udstrækning reguleret af forordning (EU) nr. 650/2012 (den europæiske arveforordning). I henhold til artikel 21 er hovedreglen, at den lov, der finder anvendelse på arven, er loven i den stat, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet. Sædvanligt opholdssted afgøres ikke alene af nationalitet, skattemæssigt hjemsted eller folkeregistrering, men af de samlede omstændigheder i afdødes liv, herunder familiemæssige, sociale og økonomiske tilknytninger samt centrum for livsinteresser.
Lovvalget (professio iuris)
Forordningens artikel 22 giver løsningen. En person kan udtrykkeligt vælge, at arven skal være underlagt loven i den stat, hvis statsborgerskab vedkommende har på tidspunktet for valget eller på dødstidspunktet. Dette lovvalg (professio iuris) skal foretages udtrykkeligt i et testamente eller en anden dødsdisposition. Betydningen af dette valg bør ikke undervurderes. Efter den spanske civillovbog forbeholder tvangsarvereglerne betydelige dele af boet til efterkommere og visse nære slægtninge. Andre jurisdiktioner har helt andre tilgange. I England og Wales er testationsfriheden væsentligt bredere, mens de skandinaviske retssystemer generelt har tvangsarveordninger, som er mindre restriktive end de spanske regler.
Uden et korrekt udarbejdet testamente med en udtrykkelig lovvalgsklausul kan arvingerne stå over for usikkerhed om, hvilket retssystem der finder anvendelse, navnlig hvor afdøde havde tilknytning til mere end ét land. I praksis er tvister om sædvanligt opholdssted ikke ualmindelige i internationale dødsboer.
Arvens enhed og aktiver i udlandet
Forordningens artikel 23 fastslår princippet om arvens enhed. Den anvendelige lov regulerer arven som helhed og omfatter alle boets aktiver og passiver. Der opstår ikke desto mindre praktiske komplikationer, hvor aktiver befinder sig uden for forordningens område, f.eks. i Det Forenede Kongerige, USA eller andre tredjelande, hvis myndigheder kan anvende deres egne internationale privatretlige regler, navnlig i forhold til fast ejendom beliggende på deres område. Artikel 34 tillader desuden renvoi i visse situationer, der involverer tredjelande, hvilket yderligere øger betydningen af en korrekt udarbejdet professio iuris-klausul. Af denne grund vælger mange internationale familier at underskrive koordinerede testamenter i forskellige jurisdiktioner. Typisk omfatter et spansk testamente udelukkende spanske aktiver, mens særskilte testamenter regulerer aktiver i udlandet. Udarbejdelsen skal ske omhyggeligt for at undgå utilsigtede tilbagekaldelsesklausuler, da dårligt koordinerede testamenter ved et uheld kan ophæve hinanden.
De praktiske fordele ved et spansk testamente
Et spansk testamente har flere praktiske fordele. Det underskrives for en spansk notar og registreres i det spanske centrale testamentregister. Ved dødsfald kan arvingerne indhente de relevante attester direkte i Spanien og gennemføre arveformaliteterne med dokumentation, der allerede er tilpasset spanske juridiske og administrative krav. Dette forenkler i væsentlig grad kontakten med spanske tinglysningskontorer, banker og offentlige myndigheder. Hvis man derimod udelukkende forlader sig på et udenlandsk testamente, kræves der ofte skiftedokumentation, apostiller, autoriserede oversættelser og yderligere formaliteter, som markant øger både tidsforbrug og omkostninger.
Arveret og beskatning er ikke det samme
Det er lige så vigtigt at skelne mellem arveret og beskatning. Forordning (EU) nr. 650/2012 regulerer de civilretlige aspekter af arv, men den regulerer ikke arveafgift. Spansk arve- og gaveafgift opkræves i henhold til spansk skattelovgivning og, hvor det er relevant, regionale regler. Efter EU-Domstolens dom af 3. september 2014 kan ikke-residenter under visse omstændigheder drage fordel af regionale skattefradrag og -nedsættelser på lige fod med residenter.
Konklusion
De problemer, der hyppigst opstår i praksis, er bemærkelsesværdigt ensartede: manglen på et spansk testamente, modstridende testamenter underskrevet i forskellige lande, dårligt formulerede lovvalgsklausuler, ugifte partnere uden tilstrækkelig beskyttelse og arvinger, der for sent opdager, at behandlingen af det spanske bo kunne have været betydeligt enklere. For udenlandske statsborgere, der ejer aktiver i Spanien, uanset om de er residenter eller ej, er oprettelsen af et spansk testamente normalt en af de enkleste og mest effektive former for arveplanlægning. Det giver retssikkerhed, mindsker fremtidige administrative vanskeligheder og bidrager til, at det spanske bo kan behandles så effektivt som muligt.
Recent Comments